Sådan indsamler vi og behandler data om dig

Som dataansvarlig er Lærernes Pension forpligtet til og interesseret i at beskytte de data, vi har om dig. Her
kan du læse, hvordan vi behandler dem – fx indsamler, bruger, videregiver og på anden vis håndterer.

Om os

Lærernes Pension
Tuborg Boulevard 3
2900 Hellerup
Tlf. 70 21 61 31

Vores databeskyttelsesrådgiver (DPO) kan du kontakte via mail: LP_DPO@lppension.dk.

Vi administrerer din pensionsordning, som er oprettet i tilknytning til dit job samt eventuelle øvrige services og supplerende opsparing/forsikringsdækninger, du måtte have udover din pensionsordning. Du bliver optaget i Lærernes Pension ved, at vi modtager et pensionsbidrag fra din arbejdsgiver og typisk også dit cpr-nummer. Herefter indhenter vi de oplysninger om dig, som vi skal bruge til at administrere din pensionsordning.

Oversigt over de data, vi indhenter og opbevarer
Oplysninger vi indhenter fra andre end dig selv:

  • Data fra CPR-registret: Vi indhenter oplysninger fra CPR-registret, først og fremmest om din bopæl og din civilstand. Vi får også information om eventuel adresseændring, om eventuel ændret civilstand og om dødsfald.
  • E-skattekort fra skattestyrelsen til brug for udbetaling ved alder, invaliditet eller død.
  • Data fra PensionsInfo, som du har videresendt til Lærernes Pension – typisk i forbindelse med en selvbetjening på lppension.dk.
  • Data, vi har modtaget i forbindelse med, at du vil overføre en pensionsordning fra et andet selskab til Lærernes Pension. I den forbindelse modtager vi oplysninger om din opsparing og fordelingen af opsparingen på de forskellige pensionsprodukter.

Ud over ovenstående opbevarer vi følgende oplysninger om dig:

  • De kontaktoplysninger (telefonnumre og mail-adresser), du har afgivet via lppension.dk eller ved kontakt med en pensionsrådgiver.
  • Aktuelle og historiske data om din/e pensionsordning/er hos os samt om din eventuelle ægtefælle og/eller børn.
    o Dine aktuelle dækninger
    o Eventuelle anmodninger om ændring i dækninger
    o Status på aktuelle sagsforløb.
  • Data om din adfærd på lppension.dk og i Lærernes Pension’s app samt din reaktion på mail og sms’er fra Lærernes Pension. Desuden oplysninger via cookies om din browsertype og -version og din IP-adresse.
  • Data fra samtaler eller chats.

Sådan bruger vi oplysningerne
De oplysninger, vi indhenter, bruger vi til effektivt at administrere din pensionsordning hos os. Vi bruger dem også for at kunne yde en god rådgivning og til at lave analyser med henblik på at målrette vores services, herunder markedsføring, til dig samt at sende markedsføring såfremt du har samtykket til dette.

Når du henter data fra PensionsInfo, gemmer vi oplysningerne i tre måneder og lader tallene indgå i vores rådgivning af dig. Vi tager også højde for tallene, hvis vi kontakter dig fx via mail eller brev med råd og vejledning om din samlede pension.

Særligt om telefonsamtaler
Vi optager telefonsamtaler til brug for dokumentation af, hvad vi har talt om.  
Ved hjælp af et AI-værktøj transskriberer vi samtalen til tekst og derefter dannes automatisk et resumé af samtalen. Optagelsen og transskriberingen heraf slettes umiddelbart herefter, medmindre du har givet samtykke til, at vi må gemme samtalen til analyse- og uddannelsesformål. Samtalerne slettes efter 2 år.

Grundlaget for at kunne behandle dine personoplysninger
Vores behandling af dine personoplysninger kræver, at vi har hjemmel til det. Grundlaget for, at vi må håndtere dine oplysninger, sådan som vi har beskrevet ovenfor, er følgende:

  • Behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af kontrakten med dig og din arbejdsgiver. Det gælder størsteparten af de tilfælde, hvor vi behandler personoplysninger om dig.
  • Dit samtykke til behandling til et specifikt formål, fx din ansøgning om helbredsbetinget udbetaling fra Lærernes Pension. Når behandlingen er baseret på samtykke fra dig, har du ret til at trække samtykket tilbage på ethvert tidspunkt.
  • Behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse – fx indberetning af pensionsindbetalingerne til Skattestyrelsen.
  • Behandlingen forfølger vores legitime interesse i at markedsføre vores produkter ved behandling af almindelige personoplysninger afgivet af dig (den registrerede selv) og/eller indsamlet i forbindelse med opfyldelse af kontrakten med dig og din arbejdsgiver (den registreredes pensionsaftale), på baggrund af dit afgivne markedsføringssamtykke, ift. til din (den registreredes) interesse i at personoplysningerne ikke behandles.

Særligt om helbredsoplysninger
Til brug for vores behandling af din sag, kan der være behov for at indhente helbredsoplysninger om dig. Vi indsamler og behandler helbredsoplysninger med henblik på at fastlægge og dokumentere retskrav, for eksempel i forbindelse med ansøgning om udbetaling af sum ved visse kritiske sygdomme eller førtidspension.
Vi indhenter oplysningerne fra dig, offentlige myndigheder, autoriserede sundhedspersoner eller andre forsikringsselskaber/pensionskasser og først, når du har givet samtykke til, at disse parter må videregive oplysningerne til os.

Vi efterspørger kun de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere den konkrete ansøgning.

Videregivelse af oplysninger
Vores medarbejdere har tavshedspligt og må ikke uberettiget udlevere, videregive eller udnytte oplysninger om dig, som de er blevet bekendt med i forbindelse med deres arbejde. Vi videregiver kun oplysninger i det omfang, vi er forpligtede til det i henhold til lovgivningen, eller når du har givet samtykke til det. Vi videregiver automatisk oplysninger om din pensionsordning til Skattestyrelsen, og i forbindelse med udbetalingen videregiver vi dit cpr-nummer og beløbets størrelse til din bank og til Nets, hvis du har valgt, at udbetalingen sker til din NemKonto. Vi videregiver også oplysninger om din pensionsordning til andre selskaber, hvis du har valgt at overføre din opsparing hos Lærernes Pension til et andet selskab.

Der kan være dialog med din arbejdsgiver om indbetalte pensionsbidrag. Anden videregivelse af oplysninger vil kun ske til personer, der har fuldmagt til at repræsentere dig eller eventuelt til offentlige myndigheder, der har lovhjemmel til at indhente oplysningerne.
Lærernes Pension har outsourcet al medlemsadministration til administrationsselskabet Forca A/S. Forca A/S anvender videreoutsourcing i forbindelse med forskellige driftsopgaver. Al outsourcing sker i henhold til lovgivningens regler, der bl.a. indeholder krav om tavshedspligt for de medarbejdere, der skal behandle oplysningerne, og databehandleraftaler, der sikrer en betryggende og fortrolig behandling af persondata.

Hvor længe gemmer vi dine oplysninger?
Vi gemmer kun dine data, så længe det er nødvendigt for at opfylde de formål, hvortil oplysningerne er indhentet. Det betyder, at vi gemmer dem, så længe du er medlem og højst i en periode på 10 år, efter at ordningen er ophørt.

Hvis du har hentet data fra PensionsInfo, gemmer vi oplysningerne i tre måneder.

Hvis du har givet samtykke til markedsføring og du trækker samtykket tilbage eller udtræder af din ordning, stopper vi med at sende henvendelser om dette. Data omkring til- og framelding af markedsføringssamtykket gemmes så længe det er relevant for at dokumentere gyldigt samtykke og til brug for rapportering.

Dine rettigheder med hensyn til persondata
Du har generelt disse rettigheder:

  • Du har ret til at få adgang til dine personoplysninger (indsigtsret).
  • Du har ret til at få rettet/berigtiget eventuelle urigtige personoplysninger.
  • Du har ret til at få slettet personoplysninger, hvis de ikke længere er nødvendige til at opfylde det formål, de blev indsamlet til.
  • Du har i visse tilfælde ret til at opnå begrænsning af behandling af data.
  • Du har ret til at gøre indsigelse mod behandling af personoplysninger.
  • Du har ret til at kunne flytte de oplysninger, du selv har givet (dataportabilitiet).
  • Du har ret til at tilbagekalde et eventuelt samtykke, uden at det berører lovligheden af behandling, der er baseret på samtykke, inden tilbagetrækning heraf.
  • Du har ret til at få oplyst kilden til oplysningerne – dvs. hvem der har leveret oplysningerne til Lærernes Pension.
  • Du har ret til at få oplyst, om der ligger et lovkrav til grund for indsamling og behandling af oplysningen. Herunder også hvad konsekvensen vil være, hvis ikke oplysningerne afgives.
  • Du har ret til at få oplyst, om der foretages automatiserede afgørelser.
  • Du har ret til at klage til Datatilsynet.

Der kan være knyttet betingelser og begrænsninger til ovennævnte rettigheder. Det er fx ikke sikkert, at du har ret til at få oplysninger slettet, hvis vi fortsat har behov for at kunne behandle dem. Det afhænger af de konkrete omstændigheder.

Fungerer hjemmesiden ikke?


Vi kan se, at du bruger Internet Explorer. Du kan derfor opleve, at der er noget her på siden, der ikke fungerer, som det skal. Vi udvikler nemlig ikke længere lppension.dk til at understøtte Internet Explorer. Årsagen er, at Microsoft ikke har opdateret programmet siden 2019. Det betyder, at hverken funktionaliteten eller sikkerheden er tilfredsstillende.

Brug en anden browser
Vi anbefaler, at du bruger en af disse browsere:

Du er altid velkommen til at ringe til os på 70 21 61 31, hvis du oplever problemer med vores hjemmeside.