Det er Udbetaling Danmark, der administrerer og udbetaler din folkepension.
Du skal dog selv søge om den - også selvom du udsætter din folkepension og fortsætter med at arbejde. Det kan du gøre på borger.dk eller ved møde op på Borgerservice.

Godt at vide om folkepension
Udbetaling
Folkepensionen udbetales månedsvis bagud og bliver udbetalt til din konto den sidste bankdag i måneden. Man opnår først ret til folkepension den 1. i måneden, efter man har nået pensionsalderen. Det betyder, at hvis du f.eks. fylder 67 den 2. september, vil den første udbetaling være den 31. oktober.
Vil du vente med folkepensionen?
Du kan også vælge at udskyde din pension i stedet for at gå på folkepension straks, når du når folkepensionsalderen. Når du udskyder din folkepension, optjener du en venteprocent. Det betyder, at du får udbetalt mere i pension, når du vælger at få pensionen udbetalt på et senere tidspunkt.
Jo længere tid du udskyder din folkepension, desto mere får du udbetalt i folkepension.
Husk, at du skal søge om din folkepension, for at du kan udskyde pensionen og få ekstra tillæg.
Et par tips til ansøgningen
Når du søger om folkepension, skal du have en del oplysninger klar om dig selv og evt. din ægtefælle/samlever. Det er oplysninger, som Udbetaling Danmark bl.a. skal bruge for at kunne beregne din folkepension og folkepensionstillæg. Det drejer sig om fremtidige indtægter (løn, renter, aktieafkast, pensioner mv.). Se evt. pensionsinfo.dk, hvis du er i tvivl om dine pensioner.
Se her, hvordan din LærerPension skal oplyses i ansøgningen.
Hvad du kan få i folkepension?
Se eksempler på, hvad du kan få i folkepension og folkepensionstillæg. Her har du også mulighed for at få vist præcis, hvad du kan få udbetalt, alt efter om du bor med en samlever, er gift eller enlig.
- Ret din forskudsopgørelse, så indtægten er rigtig.
- Tjek, at du kun anvender dit hovedkort (skattekort) ét sted.
- Når du sætter din pension hos os i gang, skal du vælge dit bikort til udbetalingen. Ellers benytter du dit fradrag flere gange og risikerer at få en efterskat.